Vi vil hellere latterliggøre nettets sølvpapirshatte end bygge bro

Demokratiet bygger i vid udstrækning på en forestilling om, at vi som borgere kan diskutere frit på et nogenlunde fælles og oplyst grundlag.

Vi har generelt en forestilling om, at netop folk, der gerne vil korrigere misinformation, også er dem, der holder fast i det faktuelle. Men vores studie viser, at de fleste i stedet vælger at latterliggøre dem, der spreder forkert information.

Men hvad sker der med den ’demokratiske samtale’, når andre mennesker spreder vrangforestillinger og misinformation? Netop det spørgsmål undersøger et nyt studie fra København Universitet, der med Twitter og corona-pandemien som udgangspunkt har analyseret spredning og imødegåelse af misinformation om mundbind. 

Konklusionen er set med demokratiske briller ikke opmuntrende, vurderer professor Rebecca Adler-Nissen, der er en af fem forskere bag studiet:

”Vi har generelt en forestilling om, at netop folk, der gerne vil korrigere misinformation, også er dem, der holder fast i det faktuelle. Men vores studie viser, at de fleste i stedet vælger at latterliggøre dem, der spreder forkert information. Man bygger ikke bro eller inviterer folk til at ændre forestillinger. Svaret på misinformation bliver i stedet en lidt bedrevidende markering, hvor det mere handler om at nedgøre modparten og fremhæve sig selv.” 

Flertallet går ikke efter bolden

Konkret har forskerne, som er tilknyttet Copenhagen Center for Social Data Science (SODAS) ved Københavns Universitet og Center for Humanities Computing, Aarhus Universitet, undersøgt 9.345 tweets om mundbind og Covid-19 postet på dansk mellem februar og november 2020.

Analysen viser, at kun cirka 5 pct. (471 tweets) omhandler misinformation. Her af formidler cirka 3 procent af alle tweets og re-tweets om mundbind åbenlys misinformation om mundbind. Altså påstande helt uden faktuelt belæg, som hvis man hævder, at mundbind er farlige, fordi de skaber forhøjede CO2-værdier hos brugeren, eller er overflødige, fordi Covid-19 slet ikke findes.

Omvendt forsøgte lidt færre, cirka 2 procent, af de i alt 471 tweets at korrigere misinformationen. Men i modsætning til forskernes forventning skete det kun i 28 procent af tilfældene med modargumenter.

I 62 procent af tilfældene handlede det i stedet om at håne, latterliggøre eller stigmatisere afsenderen af misinformationen. Ofte med brug af humor: 33 procent af alle tweets, som afviser misinformation, gjorde brug af satire, ironi og humor. Blandt tweets med misinformation var det kun 8 procent (se figur). Skytset i de resterende 10 procent af tweets rettet mod misinformation forholdt sig til misvisende avisartikler og havde mere neutral karakter.

Figur: Brug af humor i undersøgte tweets

Vi taler til vores ligesindede

På den baggrund konkluderer forskerne, at mange af dem, som spreder eller imødegår misinformation, i virkeligheden er optaget af det samme: Nemlig at forsvare deres egen sociale position blandt ligesindede.

I det konkrete tilfælde handler altså mere om at fremme egen status end mundbinds fordele og ulemper. Debatten bliver dermed afsporet, mener ph.d.-studerende Nicklas Johansen.

”Det er ikke nogen nyhed, at tonen på sociale medier er hård, og selvfølgelig kan folk få lyst til markant at irettesætte forkerte eller urimelige påstande – også på Twitter. Men der kan hurtigt opstå en voldsom polarisering, hvis normen bliver at stemple de andre som skøre. Et samfund, der ikke kan bygge bro, hænger ikke sammen,” siger han. 

Forskerne peger samtidig på, at studiet sætter spørgsmålstegn ved, hvor gode vi som borgere egentlig er til at diskutere og korrigere misinformation på sociale medier, når netop dem, som skulle vide bedre, oftere lattergør end oplyser.

Den indsigt kan få betydning for, hvordan vi håndterer og regulerer hate-speech og spredning af misinformation, vurderer Rebecca Adler-Nissen.

”Twitter har i USA eksperimenteret med at give frivillige borgere til opgave til at tjekke udsagn. Vores analyse tegner et billede af, hvor kompleks den opgave er. For folk er ikke bare på nettet for at udveksle information, men også for at sikre deres status og identitet. Når folk engagerer sig i at bekæmpe misinformation, er det også en måde, de kan være synlige over for vores deres egne rækker. Det bør vi være mere opmærksomme på.”